Log ind
Kontaktperson

Annonce:
Ministre vil sikre 95-%-målsætning
Mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Målet er velkendt, men de sidste og helt afgørende skridt på vejen mangler.
Et bredt sammensat ministerudvalg skal nu bakke målsætningen op med konkrete initiativer, der sikrer, at den kan føres ud i livet. Udvalget skal i december 2012 komme med sammenhængende forslag, der kan understøtte, at flere unge får en ungdomsuddannelse. På erhvervsuddannelsesområdet kommer der dog en midtvejsrapport allerede i maj 2012.
Formand for udvalget er børne- og undervisningsminister Christine Antorini:
"Når en ung falder fra en erhvervsuddannelse, så skyldes det ikke altid forhold, der har noget med skolen at gøre. Det kan være, at årsagen skal ses i sammenhæng med den unges forsørgelsesgrundlag, boligforhold eller sociale forhold. Derfor er ministerudvalget bredt sammensat, så vi kan komme med forslag, hvor hele mennesket er tænkt med", siger ministeren og tilføjer:
"Og så skal vi have et stærkere fokus på evidens og erfaringer for, hvad der virker."
Ministerudvalget skal blandt andet arbejde med:
- At frafaldet skal ned, så flere unge gennemfører en påbegyndt erhvervsuddannelse. Og det skal ske i en tidligere alder.
- At der skal være et højt fagligt niveau i erhvervsuddannelserne, der er relevant i forhold til arbejdsmarkedets behov og videregående uddannelse. Erhvervsuddannelsernes prestige skal fremmes, så stærke elever vælger erhvervsuddannelser som første prioritet.
- At der skal etableres en fleksuddannelse til de elever, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.
- At kvaliteten i de gymnasiale uddannelser skal styrkes, og det skal tydeliggøres, at gymnasiet har et studieforberedende sigte. Der skal laves et serviceeftersyn af uddannelserne.
Ministerudvalget består af:
- Børne- og undervisningsminister Christine Antorini, formand
- Finansminister Bjarne Corydon
- Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager
- Uddannelsesminister Mortens Østergaard
- Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen
- Social- og integrationsminister Karen Hækkerup
- Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn
Herudover kan der inviteres yderligere relevante ministre og eksterne interessenter i arbejdet.
