Log ind
Kontaktperson

Annonce:
International undersøgelse af erhvervsuddannelserne
TALIS er en international undersøgelse, som har fokus på lærernes professionelle udvikling, læringsmiljøet på skolerne, evalueringskulturen og ledelsen. TALIS står for Teaching and Learning International Survey.
33 lande deltager i TALIS i 2013. Bag undersøgelsen står deltagerlandenes regeringer, OECD og den internationale lærerforening.
Da TALIS sidst blev gennemført i 2008, deltog Danmark med lærere og ledere i grundskolens 7.-10. klasse. I 2013 udvides undersøgelsen til at omfatte grundskolen fra 0.-10. klasse samt ungdomsuddannelserne.
Dermed får tilfældigt udvalgte HL-lærere og ledere mulighed for at komme til orde og bidrage til uddannelsesanalyse og politikudvikling på centrale politikområder.
Hvem støtter undersøgelsen?
HL støtter sammen med de øvrige danske undervisningsorganisationer undersøgelsen. Via medlemskabet i Danske Lærerorganisationer International (DLI) har vi deltaget i referencegruppen, hvor spørgsmålene og oversættelser gentagne gange er blevet drøftet.
Hvad handler undersøgelsen om?
Deltagerlandene har besluttet, hvilke fokusområder undersøgelse skal have. TALIS 2013 bygger videre på de områder, der indgik i TALIS 2008
- Lærernes uddannelse og kompetenceudviklingsmuligheder og -behov
- Evaluering af lærerne og efterfølgende feedback
- Skoleklima
- Skoleledelse
- Lærernes praksis samt lærernes pædagogiske holdninger og værdier
- Lærernes og ledernes jobtilfredshed
Hvornår foregår undersøgelsen?
Der bliver gennemført en pilotundersøgelse i januar til marts 2012. Her vælges 20 skoler på hvert trin, cirka 10 erhvervsskoler og 10 gymnasieskoler på ungdomsuddannelsesområdet. Disse skoler og lærere udvælges tilfældigt. Ledere og tillidsrepræsentanter på de udvalge skoler vil få nærmere information i et brev i begyndelsen af januar.
Hovedundersøgelsen finder sted i 2013, og der udvælges i alt 600 skoler til at deltage, fordelt med 200 skoler på hvert trin. Resultaterne af hovedundersøgelsen offentliggøres i juni 2014.
Alle besvarelser er fortrolige, og på intet tidspunkt vil enkelte lærere, ledere eller skoler kunne identificeres.
Hvad kan vi lære?
På baggrund af hovedundersøgelsen udarbejder alle deltagerlande en national rapport. I Danmark sammenfattes de danske resultater, og resultaterne sammenlignes med de nordiske og de internationale resultater på udvalgte områder.
