Log ind
Kontaktperson

Annonce:
Fravær har ingen nemme løsninger
Fravær er en kompleks problemstilling, og der findes ingen lette løsninger, der ved et trylleslag kan få alle elever til at komme i skole hver dag.
135 rektorer, uddannelseschefer, lærere, UU-vejledere og andre med tilknytning til ungdomsuddannelserne fik ingen forkromede løsninger med hjem, da de var samlet til fraværskonference i København mandag den 6. februar 2012.
”Fravær har mange årsager, mange negative konsekvenser, og der findes ikke én bestemt indsats, der virker,” sagde Charlotte Jonasson, der er forsker ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.
Men skolernes kultur og pædagogiske indsats har afgørende betydning for fraværsprocenten. Og skolerne skal blive bedre til at melde ud, hvad de ønsker, eleverne skal deltage i, når de er i skole, med hvem og hvorfor.
”Hvis skolen gerne vil have, at eleverne kommer for at lære nyt, skal der være fokus på læringen. Så demotiverer det eleverne, hvis læreren bruger tiden på registrering af fravær og andre praktiske ting,” sagde hun.
Nye måder at vejlede på
Anders Ladegaard, centerleder ved UU-Lillebælt talte om de svære overgange. Han mener, at vi er tilbøjelige til at kigge bagud, når vi skal finde løsninger på nye udfordringer.
”Hvis vi virkelig vil forandre noget, er vi nødt til at tænke ud af boksen, ” sagde han.
Selv har han udfordret den traditionelle individuelle vejledning ved at vejlede de unge i grupper efter interesser.
”Den individuelle vejledning er god for dem, der næsten ved, hvad de vil, men ikke for alle,” sagde han.
”Uddannelsesvalget er et væsentligt led i en identitetsproces, som handler om at positionere sig og adskille sig fra andre. Derfor fungerer det godt at vejlede de unge sammen, der vil i samme retning.”
Viden om, hvad der virker
Konferencen fik også besøg af Anita Mølgaard Gjelstrup, der går i 3. g på Tønder Gymnasium, og Mads Brander Ravn, der går i 2. g på International Business College i Aabenraa. De repræsenterede elevernes synspunkter og kom med bud på, hvad der gør det attraktivt at komme i skole. Et minimum af dag-til-dag lektier, undervisning efter læringsstile, mere idræt og bevægelse og flere valgmuligheder lød nogle af deres forslag.
Til sidst indtog Lisbeth Mulvad og Claus Søe, der begge er pædagogiske konsulenter i Børne- og Undervisningsministeriets Kvalitetspatrulje, podiet. De fortalte om erhvervsskolernes erfaringer med at fastholde eleverne.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini vil gerne have mere viden om, hvilke initiativer der virker. På konferencen opfordrede hun deltagerne til at søge penge til indsatser, der bekæmper fravær og fastholder eleverne, fra den pulje på 7 millioner kroner, hun har afsat i forlængelse af fraværskampagnen, ’Det er bedst, når alle er her’, som konferencen var en del af.
