Log ind
Kontaktperson

Annonce:
Ferie ved fratrædelse
Medarbejderen opsiger sin stilling
Hvis en medarbejder selv opsiger sin stilling, gælder de almindelige regler
om varsling, placering og afholdelse af ferie. Allerede fastlagt ferie, som
ligger inden fratrædelsestidspunktet, holdes som planlagt.
Medarbejderen opsiges fra sin stilling
Opsiges en medarbejder, gælder der særlige regler, hvis opsigelsesvarslet
er på 3 måneder eller derunder.
Opsigelsesvarsel på 3 måneder eller derunder
Opsiges en medarbejder, der har krav på et varsel på 3 måneder eller derunder, kan hovedferien som udgangspunkt ikke holdes i opsigelsesperioden.
Dvs, at en hovedferie, der var fastlagt til afholdelse i opsigelsesperioden,
ikke holdes, men at der i stedet skal indbetales feriegodtgørelse til
FerieKonto i forbindelse med fratrædelsen. Medarbejderen har pligt til at
møde på arbejde, og ledelsen har pligt til at modtage den pågældendes
arbejdsydelse. Er der tale om virksomhedslukning, må ledelsen betale løn
uden at kunne modtage arbejdsydelsen.
Hvis både ledelsen og medarbejderen ønsker det, kan de dog – efter opsigelsen – indgå aftale om, at ferien alligevel holdes som planlagt.
Ledelsen kan imidlertid også ensidigt sikre, at ferien holdes som planlagt.
Det kræver, at opsigelsesvarslet forlænges med et antal arbejdsdage svarende
til antallet af hovedferiedage. Forlængelsen kan ske enten ved, at fratrædelsestidspunktet udskydes, eller ved, at opsigelsesvarslet afgives tilsvarende tidligere.
Da opsigelsesreglerne indebærer, at fratræden skal ske ved en måneds udgang, kan en forlængelse, der sker ved at udskyde fratrædelsestidspunktet, betyde, at opsigelsesvarslet må forlænges med en hel måned.
Søgnehelligdage indgår ikke i beregningen.
Opsigelsesvarsel på over 3 måneder
Har medarbejderen et opsigelsesvarsel på mere end 3 måneder, gælder de
almindelige regler om varsling og afholdelse af ferie for såvel hovedferie
som restferie. Det betyder, at ferie, der er fastlagt til afholdelse i opsigelsesperioden, skal holdes som planlagt.
Endvidere kan ledelsen – også efter at opsigelse er sket – pålægge en medarbejder at holde ferie i opsigelsesperioden, hvis perioden er lang nok til at rumme både varslet og ferien.
Fritstilling
En medarbejder, der fritstilles i opsigelsesperioden, anses for at have
holdt al sin afviklingsmodne ferie under forudsætning af, at
- fritstillingen er ubetinget, dvs. at medarbejderen ikke står til rådighed
for arbejdspladsen - både ferien og et tidsrum svarende til ferievarslet kan rummes inden
for fritstillingsperioden - der ikke foreligger feriehindringer.
Det betyder, at såvel hovedferie som restferie anses for holdt, hvis fritstillingsperioden udgør mindst 3 måneder + 15 arbejdsdage, og at restferien anses for holdt, hvis fritstillingsperioden udgør mindst 1 måned + et antal
arbejdsdage svarende til antallet af tilgodehavende feriedage.
Det er således ikke en forudsætning, at medarbejderen har fået meddelelse
om, at ferien skal holdes. Ferien anses for holdt, uanset om medarbejderen påtager sig andet arbejde i fritstillingsperioden.
Det betyder, at
- den tidligere arbejdsgiver ikke skal yde feriegodtgørelse for den ferie,
som anses for holdt i fritstillingsperioden - den nye arbejdsgiver ikke kan pålægge medarbejderen at holde ferie
- medarbejderen ikke kan kræve at holde ferie i det nye ansættelsesforhold.
