Kontaktperson

Har du spørgsmål til indholdet på denne side, er du velkommen til at kontakte:

Mette Pusts billede
Mette Pust
Faglige spørgsmål. Læreres løn, ansættelse og pension.
38 10 88 00
mp@hl.dk

Annonce:

Afholdelse og varsel af ferie

Printervenlig version

Udgangspunktet er, at ferien skal afholdes i ferieåret, som går fra 1. maj i det år, der følger efter optjeningsåret til 31. april det efterfølgende år.

Alle har krav på at holde 15 dages samlet i hovedferien, som ligger i perioden 1. maj til 30. september. De resterende 2 ugers restferie kan gives på et hvilket som helst tidspunkt i ferieåret.

Restferien skal som udgangspunkt gives i sammenhængende perioder på
mindst 5 dage, men kan opdeles yderligere, hvis det er nødvendigt af
hensyn til skolens drift.

Ferieloven giver imidlertid visse muligheder for at aftale en anden ferietilrettelæggelse. Ledelsen og den enkelte medarbejder kan således aftale om fx

  • at hovedferien placeres uden for ferieperioden
  • at hovedferien deles, dog skal mindst 10 dage gives i sammenhæng
  • at den resterende del af hovedferien holdes som enkeltdage
  • at restferien deles i mere end 2 dele, herunder holdes som enkeltdage

Ferie fastlægges som udgangspunkt efter forhandling mellem ledelsen og den enkelte medarbejder inden for de rammer, der eventuelt måtte være
fastlagt i samarbejdsudvalget. Ledelsen skal i videst muligt omfang – under hensyntagen til skolens drift – imødekomme medarbejderens ønsker, herunder ønsker om placering af hovedferien i egne børns skoleferie.

Det er ledelsen, der træffer den endelige afgørelse om feriens placering.

Ferie kan dog ikke placeres på dage, hvor der foreligger en feriehindring,
f.eks. sygdom. Da ferie skal holdes i hele dage, kan ferie således heller
ikke placeres på dage, hvor medarbejderen er delvis sygemeldt.

Ferien holdes med 5 dage om ugen, således at eventuelle arbejdsfri dage
og vagtdage i turnus indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal, og ferien holdes i øvrigt på samme måde, som arbejdet tidsmæssigt er tilrettelagt.

Ferien skal tilrettelægges så tidligt som muligt. Ledelsen skal give medarbejderne meddelelse herom, senest 3 måneder inden hovedferien begynder. Restferien varsles med 1 måned. 

Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som udgangspunkt ikke ændres hverken af ledelsen eller medarbejderen. Ledelsen kan dog – hvis ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt – omlægge en allerede planlagt eller påbegyndt ferie.

Det betyder, at en medarbejders ferie kun kan omlægges, hvis

  • der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
  • den opståede situation har været upåregnelig/uforudsigelig for ledelsen
  • det er nødvendigt, at ferien ændres for netop denne medarbejder.

Der skal således være tale om force majeure-lignende situationer. Det vil
normalt ikke være tilstrækkeligt, at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere.

Sker omlægningen med kortere varsel end de sædvanlige 3 måneder for
hovedferie og 1 måned for restferie, og før den planlagte ferie er påbegyndt, får medarbejderen 1,82 times betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.

Sker omlægningen, efter at ferien er påbegyndt, udgør kompensationen
3,62 times betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.

Hvis omlægningen medfører udgifter for medarbejderen (f.eks. afbestilling
af rejse, feriebolig eller lignende), skal ledelsen holde den pågældende
skadesløs efter almindelige erstatningsretlige principper.

9. august 2011